Klik her for at tilmelde dig vores nyhedsbrev
TilmeldAktuelt
Fotograf Ole Mortensen har gjort det igen
ER DU FRISK PÅ ET SUNDT LILLE MODELJOB?
Pocketudgave af profilbog til gæster på spejderlejren
Tilsted Coms fotoarkiv vil spille en central rolle i ny dansk film
Holstebro Nyt
Quick links

Borgmesterens mening
Holstebro er en god historie
Holstebro ist eine gute Geschichte
Holstebro is a good story
Af borgmester H. C. Østerby
”Der var engang, da Holstebro ikke hed Holstebro. Da var det bare en by ved Storåen. Over åen var der en bro, og under den havde en modbydelig lindorm lagt sig.
En lindorm er ikke sådan at bide skeer med. Den er normalt dobbelt så lang som et menneske, med en lang hale og fire lave ben. Når den over sig på broen hørte de yndefulde fodtrin af en ungmø, stak lindormen sit slimede hoved frem og huggede efter hende.
Der var ingen mænd, der ville eller kunne gøre det af med lindormen. Men da kom der en ridder til byen. Han hed Holst, ridder Holst. Han ville, og han kunne. Han red frygtløst ud på broen og havde taget den dejligste skønjomfru med. Det var lige noget for lindormen. Den slikkede sig velbehageligt om munden og stak hovedet frem. Det skulle den aldrig have gjort, thi med voldsom kraft stødte ridder Holst lansen i lindormen.
Nu var alle lettede, og byens borgere besluttede at opkalde broen over Storå efter ridder Holst. Den kom til at hedde Holstes Bro. Senere opkaldte man hele byen efter broen, og det blev så til Holstebro.”
Der er måske enkelte, der tror, at det er en skrøne, der er fortalt her, men tvivlere kan blot kigge på Holstebros byvåben. Dér ser vi den tapre ridder gøre det af med den modbydelige lindorm. I dag tolkes motivet som ”Sankt Jørgen og dragen”.
Skrøne eller ej. Det er en god historie – på samme måde som Holstebros udvikling i over 800 år er det. Gennem disse århundreder har Holstebro, der startede med at være et vadested over Storå og et trafikalt knudepunkt med tingsted, været et kraftcenter i Nordvestjylland. En position, som byen og kommunen geografisk, erhvervsmæssigt, handelsmæssigt og kulturelt har bevaret og udbygget med sammenlægningen med Vinderup og Ulfborg-Vemb kommuner for få år siden.
En smuk og varieret natur, der bl.a. er grobund for Danmarks spisekammer. Et væld af kulturinstitutioner og kulturelle oplevelser, der betyder, at Holstebro også kan sætte den kulturelle dagsorden nationalt og internationalt. En bred vifte af videregående uddannelser. En veluddannet arbejdsstyrke og en god blanding af små, mellemstore og store virksomheder. Og Holstebro er flere gange kåret som landets bedste og flotteste handelsby. Sådan er den moderne Holstebro Kommune – og det er i hvert fald ikke en skrøne.
Vi skal stå sammen om at videreudvikle Holstebro Kommunes position som Nordvestjyllands kraftcenter. Vi skal også stå sammen om at profilere de mange ting og muligheder, vi har at byde på i vores kommune. Denne bog er et eksempel på samarbejde om at fortælle, hvorfor det er godt at bo, arbejde og leve i Holstebro Kommune. Tak til alle for medvirken til at vise en del af mangfoldigheden i vores kommune.